Renshi 3

GRUPPE 3

 I det hvide, lyse rum. En ny dag,

Vi sidder her. Hver for sig men sammen, omringet af grønne træer,

En gren slår på vinduet, og jeg kigger op fra min stol

På grenen og dets blade, nu på himlen og jeg mærker hvordan mine øjne strækker sig og forsvinder

Og så tænker jeg at indtil videre går det fint

At indtil videre går det

At indtil videre

I det hvide, lyse rum.

MIKKEL

Kliniske institutioner

i syge samfund

omringende vægge, hvide

kommer tættere på
dag for dag
for dag. I dag!

Skriger jeg klaustrofobisk

på vandvid

på videvande
på lyset.
Må flugten, føre

til de blå aber

i den gule skov.

HANS

en farve hvis ikke hvid, hvad?

Lad os være med

det rum - menneske

der var ingen der sagde at det ikke krævede

vægge

at gøre

den farvede

blind.

JOHANNE

indtil videre har jeg tænkt

hvordan kan jeg finde på så mange ord

sætninger, tegn

men stadig ikke have noget at fortælle

så hvornår var det sidst du råbte, skreg

bandende, hylede, smadrede

dit hovede ind i væggen

indtil alting forsvandt?

så hvornår var det sidst du grinte en latter

så stor at den fyldte det rum du før

havde tømt med din smerte?

indtil videre har jeg tænkt

at det ikke bare væggene der gør mig

klaustrofobisk, blind

men det rum vi kalder

livet

IZABELLA

Ak ja, LIVET

Vi sidder jo bare her, og husker, at vi også har siddet andre steder

I det store, lille rum. LIVET

Hvad nu hvis jeg lukkede øjnene?

Og lyttede til nutiden

Til evigheden

Til vinden

Til LIVET

MIKKEL

Men hvad så med døden?

ikke den dystre del

den med manden med leen

og den med dantes inferno

af flammer og smerte

men den del med at evigheden

ikke rigtig er for os

den del der giver mening til alt

for hvis alt en dag slutter

så hvorfor ikke bare leve

elske, være, føle, opleve

nyde det hele

IZABELLA

Lad mig komme med et forslag:

stop i tide (og lad mig fortsætte).

Vi behøver vel ikke gå på

kompromis

med hinanden

forstanden af at alting er spild

eller ikke

nægter mig ingenting

faktummet: at du sliber mine ører om til skyld

fordi jeg tog dem fra dig i første omgang

nægter mig ingenting

Jeg griner mod dit ‘kompromis’

og andres og deres

lineære forløb

deres fucking timeline

Jeg står her

og myrerne dør fortsat

som krummer mod i morgen

under tusind forstørrelsesglas.

JOHANNE

Myldrer myre af liv

også når de er døde

vrimler ud og ind mellem skyer

i deres gange og kanaler
verdens sande kompromis
er vel et myrebo

på jagt efter kun et enkelt

stykke candyfloss

er de måske de

eneste der virkelig når

til paradis.

måske især fordi

de er så glade for æbler.

HANS

du får mig til at tænke kundskabens træ

du får mig til at tænke på begær, lyst, appetit

du får mig til at tænke på kristendom og syndefald

måske får du mig endda til tænke

hvorfor jeg tænker sådan?

IZABELLA

Jeg bruger så meget tid på at tænke,

tanker der kommer og går, forlader mig, sjældent vender de tilbage med noget nyt

og så går tiden, uden at jeg deltager

verden drejer sig ikke kun om mig, men jeg bør dreje mig om livet

Et styks LIV, LEVET

MIKKEL

drejer drejebænken
sig egentlig om at skabe?
eller drejer det sig bare om at dreje
en tilfældig mand
med en varm ånde
og en magisk klat ler.
Jeg har hentet
på bunden af verden
i min flyvende gravemaskine.

HANS

EKSEMPEL PÅ OMDREJENDE TANKE:

(om jeg kunne påvirke det skabte)

Det irriterer mig at jeg ikke bare kan gå op til din chef og være sådan

hey

så lad ham dog gå for fanden

m.m.

JOHANNE

Når det er sådan,

så lad dem dog alle sammen gå

så slip din autoritets-liderlighed fri

så lad den flyve så langt væk

at dine arbejdere endelig kan føle sig

som individer og ikke slaver.

Så tag en dyb indånding, og

kig på uret - ikke kontoen, chef.

nyd dit liv - ikke din status, chef.

IZABELLA

Vækket af et digt
Af en træt digter
med stok og pastinakker
stå nu op, unge mand
Du skal gå
du skal leve
du skal flyve.
Jamen fuck dig!

HANS

Jeg kan ikke vågne.

Vend dig om, siger noget til mig, nej løb sig noget andet

Fucking idiot, havde han sagt

Det strømmer ud til kroppens afkroge hvor det ikke hører hjemme

Er der nogen, der har et plaster? Eller kan man virkelig ikke klare sig med hjælp til sig selv

Vågn nu op

MIKKEL

At ligge mellem dig

uden plads til hinanden

vi må ikke røre, bevæge os

helt stille

Natten skal ligge i vatter

så kan vi svømme igen, derudaf derudaf

Ikke rykke, rykke i mig

månen kan tippe over

hvis der ruskes, ruskes

for sjov

Du er urolig når du drømmer.

Luk dine ord som jeg ville holde på mit tis

mens jeg stryger manken af din pande

og vi kan være vågne sammen

i stedet.

Her er ikke længere plads til mig

Jeg har ikke længere plads til dig

vær lidt vågen med mig

vær vilje med mig

bestem med mig

Pas på med den løse søvn.

JOHANNE

i glemte det - nu siger jeg det:

fuck dig selv og fuck jer alle sammen

jeg føler et perfektionistisk behov for

at bruge ord der er smukkere

end det øjet ser

men jeg er træt

jeg kan ikke tænke sammenhængende

hvordan skal jeg finde ord

når jeg ikke engang kan finde mig selv

jeg har været inde og slå synonymer op

for frisk, vågen og energisk

men jeg tror min evne til at vælge ord

er forsvundet ind i de dybe rander

under mine store trætte øjne

IZABELLA

Findes du hos mig i mine dybe øjne,

Som du står der, og jeg står her

Jeg ser dig, men du ser ikke mig

Du bevæger dig rundt mellem boderne, mellem folk, mellem palmerne på pladsen, mellem lyden

Jeg kigger på dig og håber at du ser mig. Ser du mig?

Dit hår blæses tilbage af vinden. Ligeså gør jeg. Selvom jeg bliver stående.

Jeg følger dig og dine bevægelser,

Men så fandt du det, du ledte efter. Og du forsvandt.

Selvom du blev hos mig.

MIKKEL

Vinden blæser mig til barndommen

kornet der vajer

igen en fattig høst.

Bygger jeg huler af fældede træer

rådne blade

hæse stemmer

tilhører kun troldenes

stenstøtter, rører vinden ikke ved.

Kun mig, der skraber mos af ansigterne.

De lange næser.

løber når de blinker

nu når du blinker

uanset om du ser eller ikke ser.

Stikker jeg af i riv ruskende fart.

Meget!

Hurtigere end vinden

HANS

Velvidende vandrer

har klippet sit hår af

faldet i unåde, kommet til skade

Vi vil ikke vide af os

af hårløse væsner

Der løbes langs hans land

nogen må tage sig af en fremmed

hvilket er ikke let for de der har noget at beskytte

Han ved at her er ikke meget at komme efter.

Barntunge mennesker danner kløer

men er bange for at bruge dem

som han er bange for sit navn

Lad børnene komme til mig

det har ingen sagt.

JOHANNE

For hvad skal jeg sige
og hvad har ingen sagt.
før.

Vrede tunger
fulde unger
runger, runger,
runger

HANS

du var som en navlestreng mellem mig

og det trygge liv

og så blev du klippet

væk fra mig,

ud af mit liv,

mor?

jeg har svært ved at forklare det familiære bånd,

særligt når jeg kun har 60 sekunder til

at skrive om det,

haha

IZABELLA

Jeg vil helst fanges før løbetid

det må du selv finde ud af hvornår er

Ingen krav udover et

intet at tage stilling til

intet er svært, når der ikke findes restriktioner.

JOHANNE

Jeg ville ønske, at jeg kunne fange ham. Inden

Jeg ser ham falde også selvom, jeg ikke længere kan se ham.

Jeg ser ham falde, når mine øjne lukkes.

Hvis bare han ville falde,

Falde,

Falde,

Falde,

Fald.

MIKKEL

Fald, indtil du rammer jorden.

Indtil du har mistet fodfæstet

trygheden, følelsen af det vante og dig selv

Fald, indtil du rammer livet

indtil du har mistet alle dine forventninger

om hvordan din fremtid ser ud

Fald ind i de arme,

der skal bære dig ind i det nye,

det spændende, det skræmmende,

ind i de arme,

der faktisk tilhører dig.

IZABELLA

For der starter der. Derude.

Men jeg kan ikke. Jeg går, uden at gå.

Jeg løber uden at løbe, bremses,

Af mig selv

Jeg er ikke bange. Jeg er bange. Jeg er ikke bange mere.

Hvad nu hvis jeg synker på fast grund?

Ro ud, ro ud til der hvor himlen møder havet

Og ind i armene på det der tilhører mig

MIKKEL

At synke ned
eller at svæve væk
hvad er forskellen
og er en forskel ikke en lighed
når vi nu alligevel skriver
det samme?
fodlænke mig selv til jorden
kun for ikke at blive væk
for mig selv
eller jer andre.
Rasler nøglen i låsen
når han kommer med brød
eller vand.
For at slippe fri
må jeg først amputere
det forkerte ben.

HANS

Helt inde i din hjerne

bitte ven

eller måske

bare din mund

la’r mig lige indfange

totalt villigt

og ser din handrøbel som jeg desinficerer

så den passer til din personlighed.

Mellem os er ingen berøringer

kun lækkende ledninger

jeg ser på dig

lille ven

synger dig til en hjort

bær din krone med ængstelighed

så det står fra dig

som sprinklende partikler, din højtaktuelle puls

lille konge

lille bitte

konge

hold tungen lige i munden

til mig.

JOHANNE

hold tungen lige i munden

på mig?

IZABELLA

Tungeslasker         livet
             gradvist
bliver                tungeslasket
         af døden

HANS

Hensunket i betragtninger; alting har en ende.

MIKKEL

Kommentar til det foregående:

Ikke jeg. Stop

JOHANNE

jeg kan Se,
Enden på enden
træk dog dine bukser
op
jeg kan se
dit røvhul.
Dit røvhul!
Jorden synker
gule aber.
Ryg for livet
før livet ryger fra dig.
Det er ikke slut
endnu.

HANS

Kom endnu engang væltende med al dit lort

jeg kan tage det

jeg kan altid

tage det.

Valget er ikke mit

valget er en nødvendighed

selvfølge

som at slikke sig om hagen efter smeltet is eller sæd

Tik tik, du løber af med dig selv

vil du have en retning

skal jeg pege den?

Skal jeg gøre småt ud af mig selv

samle brodden op og starte forfra

trække støvet tilbage og vente på at det

opstår

så du kan føle at tiden er med dig.

JOHANNE

Tiden føles ikke med mig. Men når jeg træder ud af denne tid,

Ser jeg, at den er der. Jeg husker tiden. Jeg husker det. Jeg husker den,

som var det dengang men for kort tid siden. Er kaosset forsvundet. Eller har tiden blot gjort, at jeg er blevet en del af dette kaos.

Er jeg blot stadig den dreng? Den dreng som blev tilbage men som alligevel fulgte med tiden. Er jeg det?

Intet er tydeligere end den dreng,

Her i det lyse, hvide rum.

MIKKEL

Intet er tydeligere end den paniske kærlighed

i det rum

jeg kalder livet

det er gnisten når du kigger på mig

der får mig til at tænke

på to ledninger der egentligt

burde sidde sammen

men det er ikke smukt

det er nærmere panisk, febrilsk

vi er som fanget i et evigt angstanfald

hvor vi konstant hiver efter vejret

eller burde jeg sige

hiver efter lidt mere levetid

det gør mig så ondt at måtte meddele

at den dybere mening med kærlighed

er at forhindre vores art i at uddø

men der er ingen løse forbindelser

der er ingen livsfarlig højspænding

vi er ikke ledninger, vi er ikke strøm

så hold nu fast i dig selv

hvis for nogen, så hvorfor ikke

for mig?

IZABELLA